Forskning i talentudvikling fra det psykologiske perspektiv er et stort og velundersøgt område. Det drejer sig primært om specialiseringsveje og karrierebaner. Spørgsmålet om, hvorvidt udøvere bør specialisere tidligt eller sent har været en central drivkraft i denne gren af forskning. Fra et psykologisk perspektiv er talent forstået som et sæt af tillærte færdigheder, kompetencer og evner, der faciliterer vejen til elite i den givne sport. Grunden til, at vi kalder det et psykologisk paradigme er, at fokus er på atletens motivation og vilje for kontinuerligt at træne og lære.
Mange studier påviser en sammenhæng mellem mange timers træning og præstationer. Der er bred enighed om, at der skal trænes meget for at nå eliten, men hvor meget, hvornår og på hvilken måde er der ikke konsensus om(Côté, Lidor, & Hackfort, 2009).
Klassiske studier har tegnet vejen til elite som et vælg mellem to motorveje. Den ene vej byder på tidlig specialiering og store mængder målrettet træning fra en tidlig alder. Den anden vej anbefaler, at man i de tidlige år med fordel kan dyrke flere forskellige sportsgrene og engagere sig i en god portion legende træning, og først senere specialisere sig og målrette træningen.
De nyeste tendenser i forskningen er at se alle veje til eliten vejen som en non-lineære og unikke. F.eks. finder min gode kollega, Louise Kamuk Storm, i et studie af specialiseringveje i en dansk kontekst, at der er fire forskellige veje. Vi mener, at debatten om tidlig eller sen specialisering må nuanceres og forskningen gradvist skubbes i en mere kvalitativ retning.
Vi mener der er basis for at anbefale:
- Tænk sen specialisering bredt. Der er mange måder at hjælpe atleter til sen spcialisering udover at dyrke mange sportsgrene. Man kan f.eks. specialisere sent indenfor sin sport
- Tænk ”leg” bredt og inddrag gerne legende elementer i den formelle træning.
|
