[  

Modgang, tvivl og bekymring er en naturlig og uundgåelig del af elitesport. Mental styrke er evnen til at handle i overensstemmelse med sine motiver og værdier, selv når man står ansigt til ansigt med svære tanker og følelser. 

]
 

Syv kerneideer


Man kan ikke opsummere "god sportspsykologi". Sportspsykologi er som så meget andet både "science" & "art" - både videnskabeligt underbyggede metoder og fingerspidsfornemmelse. Herunder er 7 kerneideer, der i hvert fald er vitige at holde sig for øje.

 

  • Sportspsykologi eller mental træning kræver, som al anden træning, systematik, struktur, regelmæssighed og løbende evaluering for at virke. Sportspsykologi skal ikke isoleres i mødelokalet men tages med ind i træningen på banen.
  • Mentale færdigheder er mere end præstationsfærdigheder. Atleter kan med fordel tilegne en bred vifte af psykologiske færdigheder, der inkludere læringsfærdigheder, sociale færdigheder, life skills og præstationsfærdigheder.
  • Nøgler til at blive rigtig dygtig er indre drivkraft og vilje til at træne, kærlighed til sporten, gode kammeratskaber i sporten, en balanceret identitet hvor der er plads til at føle sig som både menneske og atlet, og lyst til at tage medansvar for sin egen udvikling. Før og under puberteten vil dette overskygge alt andet i vigtighed, og den vigtigste opgave for trænerne og systemet vil være at sikre en sådan positiv udvikling.
  • At satse helhjertet på sin sport medfører glæde og gode oplevelser, men også perioder med tvivl og bekymringer eller angst for at fejle og for ikke at leve op til forventningerne. Dette er helt naturligt og skal italesættes som helt naturligt. Men det kan også blive for meget. En del af løsningen er at skabe et trygt miljø hvor der ikke kun er fokus på præstationer. En anden del af løsningen er at hjælpe atleterne med at tilegne sig færdigheder i at acceptere denne tvivl og nervøsitet. 
  • Sportspsykologi behøver ikke være hemmeligt. Når du arbejder med færdigheder er det som oftest en fordel at arbejde med hele holdet/gruppen og at andre trænere og forældre ved, hvad der arbejdes med og hvordan de kan støtte op om arbejdet
  • Et stærkt miljø er en forudsætning for stærke atleter. Derfor bør sportspsykologi have fokus på at optimere teams og organisationer.
  • Gode interventioner kræver gode relationer. Derfor stræber jeg altid efter at møde atleterne i deres træningsmiljøer, og tilstræber at blive en naturlig del af teamet omkring atleten.

 
 
Sportspsykologen.dk   •   Kristoffer Henriksen   •   Bellevuevej 5A   •   5700 Svendborg   •  khenriksen@health.sdu.dk